Nú er at smíða meðan jarnið er heitt

Tak for ordet.

Der er noget særligt ved flag.

De fortæller, hvor vi kommer fra. Hvem vi er. Og nogle gange også, hvem vi vælger at stå sammen med.

Derfor synes jeg, det er værd at lægge mærke til, når Færøernes og Grønlands flag nu bliver synlige på danske soldaters uniformer.

For det er et billede på noget, der er større end en uniform.

Det er et billede på et rigsfællesskab i forandring.

Tre flag.

Tre folk.

Ét fællesskab.

Og måske er det netop sådan, vi skal begynde at tale om rigsfællesskabet.

Ikke som noget, der skal bevares uforandret.

Men som noget, der skal udvikles, hvis det skal bestå.

For vi må erkende, at rigsfællesskabet ikke ligefrem er en konstruktion, der er kendt for at ændre sig med lynets hast.

Nogle gange kan man næsten få indtryk af, at hvis en ordning har fungeret i 75 år, så er det i sig selv et argument for, at vi ikke skal røre ved den.

Men verden har forandret sig siden 1948.

Og det har Færøerne i den grad også.

Det bør vores fællesskab afspejle.

Den amerikanske forfatter Tom Peters har engang sagt:

"If a window of opportunity appears, don't pull down the shade."

Altså: Hvis mulighedernes vindue åbner sig, så lad være med at rulle gardinet ned.

På dansk har vi en lidt mere jordnær udgave:

Man skal smede, mens jernet er varmt.

Og jeg vil faktisk mene, at jernet er temmelig varmt lige nu.

Spørgsmålet er bare, om vi har modet til at gribe hammeren.

For i flere år har vi talt om, at rigsfællesskabet skal moderniseres.

Vi har haft møder. Vi har haft drøftelser. Vi har haft gode intentioner.

Og vi har selvfølgelig haft arbejdsgrupper.

For i politik er der næsten ikke noget, vi er bedre til end at nedsætte en arbejdsgruppe, når noget begynder at blive rigtig interessant.

Men nu er tiden kommet til at træffe beslutninger.

Færøerne ønsker flere udenrigspolitiske beføjelser.

Vi ønsker større selvbestemmelse i de forhold, der vedrører Færøerne.

Og det kræver en nyordning af vores fællesskab med Danmark.

Flere politiske partier på Færøerne mener, at vejen dertil går gennem en løsrivelse fra Danmark.

At grundloven ikke længere kan rumme Færøernes ønsker.

Jeg – og mit parti – mener noget andet.

Vi mener, at grundloven kan rumme vores ønsker.

Men det kræver politisk vilje.

Og det kræver, at vi tør tænke anderledes.

Sambandsflokkurin har fremlagt et politisk udspil om, hvordan rigsfællesskabet kan moderniseres.

Vores udgangspunkt er egentlig ganske enkelt:

Vi skal være fælles om det, der giver mening at være fælles om.

Og vi skal selv bestemme over det, som bedst besluttes på Færøerne.

Grundloven, valutaen, kongehuset og centrale dele af retsvæsenet skal fortsat være fælles anliggender.

Men når det gælder udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken, skal vi finde en ny model.

En model, hvor Færøerne har det afgørende ord i spørgsmål, der vedrører Færøerne.

Det er ikke et ønske om at vende Danmark ryggen.

Tværtimod.

Det er et ønske om at skabe et fællesskab, der er stærkt nok til at rumme, at vi ikke altid har de samme interesser.

For lad os være ærlige:

Færøerne og Danmark er ikke altid enige.

Det ville også være temmelig bemærkelsesværdigt, hvis vi var.

Vi er trods alt heller ikke altid enige på Færøerne.

Og vi er kun 55.000 mennesker!

Men uenighed behøver ikke være en svaghed.

Det afgørende er, hvordan vi håndterer den.

Og lige nu har vi faktisk en historisk mulighed.

Den færøske regering består af Fólkaflokkurin, Javnaðarflokkurin og Sambandsflokkurin.

Tre partier med forskellige holdninger til Færøernes fremtidige forhold til Danmark.

Alligevel er vi blevet enige om at arbejde for, at Færøernes selvbestemmelsesret skal stadfæstes.

Og at ændringerne skal ske inden for grundlovens rammer.

Det er ikke nogen lille ting.

Når tre færøske partier med så forskellige udgangspunkter kan blive enige om en fælles retning, så bør vi udnytte det.

Og den danske regering har selv skrevet i sit regeringsgrundlag, at den ønsker at fortsætte moderniseringen af rigsfællesskabet.

At Færøerne skal involveres fuldt ud i beslutninger med udenrigspolitisk betydning for os.

Med andre ord:

Danmark ønsker forandring.

Færøerne ønsker forandring.

Vi er enige om retningen.

Så mangler vi sådan set bare at komme i gang.

Og det er måske her, det bliver allermest vanskeligt.

For i politik kan der nogle gange være overraskende langt fra at være enige om, at noget skal ske, til faktisk at få det gjort.

Men denne gang må vi ikke lade denne mulighed gå fra os.

For alternativet er ikke nødvendigvis, at alting fortsætter som hidtil.

Alternativet kan blive, at flere færøske partier mister troen på, at rigsfællesskabet kan udvikles.

Og i stedet vælger vejen mod selvstændighed.

Derfor mener jeg, at vi skal modernisere rigsfællesskabet, mens der stadig er et bredt politisk ønske om at gøre det sammen.

Men diskussionen om rigsfællesskabet handler ikke kun om jura, kompetencer og grundlovsfortolkninger.

Den handler også om vores fælles sikkerhed.

For verden omkring os har ændret sig fundamentalt.

Ruslands invasion af Ukraine har ændret Europas sikkerhedspolitiske virkelighed.

USA ser med nye øjne på Arktis.

NATO har fået et langt større fokus på Nordatlanten.

Og pludselig er Færøerne ikke længere bare en små prik på et kort langt væk fra København.

Vi er blevet strategisk vigtige.

Det har vi sådan set altid selv vidst.

Men det er da dejligt, at resten af verden også er begyndt at opdage det.

Og med den opmærksomhed følger et ansvar.

For sikkerheden i Nordatlanten er ikke kun et dansk anliggende.

Det er også et færøsk og grønlandsk anliggende.

Derfor er det positivt, at Færøerne i dag bliver inddraget mere i forsvars- og sikkerhedspolitik end tidligere.

Men inddragelse må ikke alene være et spørgsmål om at blive orienteret, når beslutningerne allerede er truffet.

Det skal være reel indflydelse.

Når beslutninger handler om Færøernes farvande, luftrum, infrastruktur og sikkerhed, skal Færøerne naturligvis være med til at træffe dem.

Det samme gælder Grønland. Og det blev meget tydeligt med den nyligt underskrevne aftale mellem Kongeriget og USA.

Det bør være en selvfølge.

For vi bliver ikke stærkere af, at alle beslutninger nødvendigvis skal træffes i København.

Vi bliver stærkere, når Færøerne, Grønland og Danmark hver især tager ansvar for det, vi er bedst til.

Og sammen tager ansvar for det, vi kun kan løse i fællesskab.

Det er efter min mening selve kernen i et moderne rigsfællesskab.

Vi skal også turde stille os selv et lidt mere grundlæggende spørgsmål.

Hvorfor skal de kommende generationer på Færøerne og i Grønland ønske at være en del af rigsfællesskabet?

Er det, fordi sådan har det altid været?

Fordi det står i nogle gamle dokumenter?

Eller fordi vi har skabt et fællesskab, som de faktisk kan se en værdi i?

Jeg håber på det sidste.

For et fællesskab bør ikke kun bygge på historie.

Det skal også bygge på fremtid.

På fælles interesser.

På gensidig respekt.

Og på en oplevelse af, at alle parter har reel indflydelse.

Vi skal ikke være bange for at give hinanden mere plads.

For et stærkt fællesskab bliver ikke svagere af, at dets medlemmer står stærkere.

Tværtimod.

Og måske er det netop her, vi skal ændre vores måde at tænke på.

Vi skal holde op med kun at diskutere, om rigsfællesskabet skal bestå eller ej.

Vi skal begynde at diskutere, hvordan det skal bestå.

Hvordan vi skaber et fællesskab, hvor Færøerne kan stå mere på egne ben uden at skulle vende Danmark ryggen.

Og hvor Danmark ikke mister sin betydning, men får en ny rolle som ligeværdig partner.

Det er ikke et svaghedstegn.

Det er et tegn på, at vi er blevet voksne nok til at give hinanden plads.

Og så vil jeg vende tilbage til det, jeg begyndte med.

Flagene.

For flag betyder noget.

De repræsenterer vores historie, vores identitet og vores tilhørsforhold.

Vi kan vælge at se de tre flag som symboler på alt det, der adskiller os.

Tre forskellige folk.

Tre forskellige historier.

Tre forskellige politiske virkeligheder.

Eller vi kan vælge at se dem som et symbol på, at forskellige folk godt kan stå sammen.

Jeg vælger det sidste.

Men det kræver, at vi tør udvikle fællesskabet.

For et fællesskab, der aldrig forandrer sig, risikerer at blive et fællesskab, som folk til sidst ikke længere føler sig hjemme i.

Og lige nu står vi med en mulighed.

En mulighed for at skabe et rigsfællesskab, der er mere moderne, mere ligeværdigt og bedre rustet til den verden, vi lever i.

Et rigsfællesskab, hvor Færøerne ikke bare bliver informeret, men inddraget.

Og hvor Danmark ikke står alene med ansvaret, men deler det med os andre.

Så når vi fremover ser de tre flag, håber jeg, at vi ikke kun ser tre flag, der fortæller os, hvor vi kommer fra.

Men tre flag, der fortæller os, hvor vi kan gå hen.

Sammen.

Tak for ordet.