28. mars 2023

Røða til kjak millum floksformenn

Røða, ið Anna Falkenberg helt, til kjak millum floksformenn, 28. mars 2023.

Tak for ordet! Og tak for en god debat her i dag.

Forudsætningen for et godt, oplyst og effektivt samarbejde mellem landene i Rigsfællesskabet er først og fremmest kendskab til hinanden. Det indebærer ikke kun, hvad vores fælles og individuelle historier er, men især hvordan nutiden ser ud. Fortiden har meget at sige, men for en forbedret fremtid, må vi prioritere nutiden.

Kendskab og samarbejde. Mit indlæg til debatten i dag er derfor, at vi skal have styrket samarbejdet og kendskabet til hinanden. Det indebærer, at vi, efter min mening, skal prioritere projekter og politik som har til formål at styrke kendskabet mellem os i rigsfællesskabet, både når det gælder børn, unge og voksne. Men det indebærer også at prioriterere samarbejde i en mere konkret forstand f.eks. fælles forskning og dataindsamling hvad vedrører klimaforandringerne især i havet. Det er jo havet, som binder os sammen.

Vi skal også være bedre til at samarbejde politisk. Jeg vil derfor slå endnu et slag for, at Danmark, Færøerne og Grønland får et tættere og mere formaliseret parlamentarisk samarbejde om udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, sådan at alle afgørelser er bredt funderede i vores tre rigsdele.

Ved at lave dette parlamentariske samarbejde, mellem de relevante udvalg i de respektive parlamenter, sikrer vi, at vi har den samme viden i Rigsfællesskabet, og at vi styrker det samlede udenrigspolitiske samarbejde.

Vi har allerede et godt samarbejde på regeringsniveau, men for at garantere et styrket fællesskab, som er aldeles vigtigt i dag grundet den geopolitiske situation, skal vi også have et godt samarbejde på parlamentarisk niveau.

Vi er tre forskellige lande med tre forskellige kulturer, traditioner og historier - det ved vi godt, og det skal vi have respekt for. Men mit håb er, at vi bliver bedre til at tale hinanden op, og samtidig finde konkrete løsninger på de udfordringer, vi står overfor. Det er ikke en modsætning, lad os derfor sammen finde fælles løsninger – også når det er svært.

Tak for ordet!